Sandflugtsmonumentet står på højdedraget Stuebjerg for enden af den gamle kastanjeallé, som går fra Tisvilde bygade og op til monumentet. Monumentet og området omkring er fredet.

OM NOGEN SPØRGE VIL OG HAFVER
LYST AT VIDE
PAA HVEM I DENNE SAG MONARCHEN

KUNDE LIDE
DA HAFVER AMTMAND GRAM EI
HVILET MED SIT ØYE
OG RØHL SOM VEL FORTIENT ER

LØNNET FOR SIN MØYE

Sandflugtsmonumentet

Tekst og foto Louise R. Hirsbro

”Det begyndte med en slørfin Røg, der legede sin Hvirvelleg paa Asserbo Oredrev, - lagde sig lidt og tog fat paany. Det endte med et hvidgraat Dødelagen, der strakte sig over hele den Flade, som Tisvilde Hegn igen har gjort grøn.”

Hans Hartvig Seedorff

Sandflugtsmonumentet blev rejst i 1738 i anledning af flyvesandets dæmpning. Fra Asserbo til Tisvilde og Tibirke og videre mod Ramløse hærgede fra slutningen af 1500-tallet til 1700-tallet en voldsom sandflugt, som betød at mange måtte gå fra hus og hjem. Marker, skov, vandhuller og gårde føg til med sand. I 1717 stod sandklitterne helt op til Tibirke Kirkes tagskæg, og man begyndte at tale om at nedrive kirken, hvilke gudskelov ikke blev til noget. Men Tibirke præstegård måtte efterhånden helt opgives. Før sandflugten lå der hele 12 gårde i Tibirke, men sandets hærgen betød at bønderne, i 1725, måtte flytte fra deres gårde, som for altid blev indhyllet i sand. Længere mod Tisvilde i ly af Lundebakke og Blæsbjerg opførtes med tiden nye gårde, men det har været hårdt og slidsomt for bønderne, som havde mistet meget, og hvis jord fortsat var plaget af sand. Endnu værre gik det landsbyen Torup, som helt blev udslettet. Man kan stadig finde rester af Torup, inde i Tisvilde Hegn, godt en kilometer (NNØ) for Asserbo Slotsruin. Tisvilde by lå mere beskyttet, men bøndernes marker var ligeledes føget til med sand, så de mange steder ikke kunne dyrkes.

Tisvilde og Tibirke hørte under Kronborg Amt, hvor Friedrich von Gram var amtmand. Under hans opsyn blev Johan Ulrich Røhl fra Oldenburg ansat som sandflugtsinspektør, i 1724, af Kong Frederik den IV. Røhl stod i spidsen for bekæmpelsen af flyvesandet i 15 år og opnåede gode resultater. Han fik med møje og besvær, og med en hård hånd overfor bønderne, efterhånden styr på sandmasserne og plantet kimen til Tisvilde Hegn. Men den egenrådige Røhl blev efterhånden så upopulær hos landbefolkningen, at det i 1738 førte til et opgør med amtmand Gram. Røhl blev afsat og tvunget til at forlade sin gård i Tisvilde by. Samme år blev sandflugtsmonumentet rejst.

Det høje monument som troner på toppen af Stuebjerg for enden af Kastanjealléen har i toppen en kongekrone med rigsæble. På monumentets tre sider er tre inskriptioner på tre sprog – dansk, tysk og latin. Disse er forfattet af tre forskellige mænd. Den danske af den daværende præst i Helsinge Jørgen Friis. Her hædres både Kong Frederik den IV og Kong Christian den VI, og i de nederste vers Gram og Røhl. En fyldestgørende gennemgang og oversættelse af versene findes i Steen Bernichows bog ”Sandflugten – Røhls kamp for Tisvilde Hegn”.

Den tidligere gymnasierektor Jens Anker Jørgensen talte i anledning af 250 året for rejsningen af monumentet i 1988. I talen sagde han:

”Det storslåede anlæg her siger noget om, hvor glad og stolt man var over at have vundet kampen mod sandet, og det siger noget om at man godt vidste det var en bedrift, der ikke burde gå i glemmebogen, men kunne være et eksempel til efterfølgelse for senere tider og for andre end os selv. Derfor fortælles historien om sandflugten på tre sprog på monumentet, på dansk, tysk og latin, og moralen er helt klar: se dig omkring, du som læser, står der, i dette dejlige grønne land og tænk på at det for nogle år siden var gold sandørken så langt øjet rakte. Men så tog gud og kongen og amtmanden og sandinspektøren og bønderne og fiskerne affære, og nu kan du glæde dig over resultatet. Det kunne nytte noget - det ser du klart - det kunne nytte noget. Det er det der er monumentets budskab til os.” ¹

Formentlig har der været flere årsager til sandflugten. Klimatiske forhold, storme, intensiv brug af området til kreaturgræsning og for hårdhændet skovfældning menes at have spillet ind. Men der er også peget på at langsomme forandringer af kystområderne, som følge af landhævning og udtørring af jorden siden istiden, kan have haft en betydning. Folkene på egnen havde deres egne forklaringer på katastrofen, som fremgår af de sagn der knytter sig til sandflugten. Her fortælles om Havtyren, som satte sandet i bevægelse så det føg over land. Sagnfortællingen findes i flere variationer. Professor Hans Olrik gengiver i sin bog ”Tisvilde og omegn” to versioner:

”I et af de Folkesagn, som Thiele har optegnet henimod 1818, fortælles det, at en Havtyr gik op efter Asserbos Køer, og da Hyrden jog den bort, rodede den Sandet op med sine Horn og fremkaldte Sandflugten. Godt Hundrede Aar tidligere har Tibirke-Bonden Hans Hansen fortalt samme Sagn, fyldigere og noget afvigende: For to Hundrede Aar siden (ə: omkring Aar 1500) gik Kvæg af Stranden op i Bøndernes Korn; Bønderne tog Havkvæget op og satte det i deres Folde, og saa kom Havfolket og indløste deres Kvæg med SølvbæIter; siden mødtes Bøndernes Kvæg og Havtyren paa Strandbakkerne og rev hver sin Hule i Sandet, men fra Havtyrens Hule føg Sandet bestandig; Sølv bælterne, som Havfolket havde sat i Pant hos Bønderne, forvandledes til Pilebark.” ²

I Karl Erik Frederiksens bog ”Troldtøjets Sand” findes flere versioner af sagnet om Havtyren.

Havtyren. Tegning af Niels Skovgaard fra 1917 med titlen ”Sandflugten ved Tisvilde”. Statens Museum for Kunst.