Tisvilde - Kultur og sommerliv gennem tiden - Pris 499,-
Skrevet af Louise Rosenkvist Hirsbro.Forord af Chr. Friis og efterskrift af Thomas Bohr (læs herunder). Den rummer 360 sider og er rigt illustreret.
Bogen kan købes hos galleri "Det er Kunsten", Hovedgaden 65F, "Tisvilde Antik", Hovedgaden 54, Tisvildeleje (v/Tanken).
Den kan leveres i 3220 portofrit efter aftale - mail til karenmyron@gmail.com
Eller ved forsendelse med PostNord: porto 95.- i alt 594,-
Send da venligst en mail til karenmyron@gmail.com med dit navn, adresse, e-mail og telefonnr.
og betal med MobilePay til 21 73 73 84 (Karen M. Jeppesen) og vi sender herefter bogen.
Margrethe og Niels Bohr i Tisvilde Lunde, 1948. Foto: Niels Bohr Archive.
Efterskrift af Tomas Bohr
Tisvilde – det er strand, vind, bølger, hav, sand, skov, brandlinjer, svampe; det er den diminutive hoved-gade, der ender blindt nede på den udstrakte strand-parkeringsplads; det er det myldrende loppemarked hver sommerlørdag og det er den lille, gule skinnebus, der forbinder os til Vejby, Helsinge og Hillerød. Men Tisvilde er også så meget andet – bl.a. en rig kulturhistorie, og det er den, Louise Hirsbro opruller i denne bog. Hun fortæller om de store gårde og deres opdeling og flytning, fiskerne, der efterhånden forsvandt og malerne, forfatterne og videnskabsmændene, der i Tisvilde fandt et samlingssted. Det kalder også selve byen Tisvilde frem af glemslen – for der var jo en hel lille by, adskilt fra “Lejet”, med Kroen, Fogedgården, Bageren, Købmanden, og et festligt årligt Kildemarked med dans i “Salonen”.
Jeg selv begyndte at komme i Tisvilde i 50’erne hos min farfar og farmor, Niels og Margrethe Bohr. De havde købt “Lynghuset” i Tisvilde Lunde, lige ud til Tisvilde Hegn, af Rigmor Stampe i 1924. De elskede området og blev hurtigt omgivet af gode venner. Nærmeste nabo var maleren William Scharff, som vi jo hører meget om i bogen, bl. a. fordi han selv var opvokset i Tisvilde, og hvis slægt kom til at stå min meget nær. Andre naboer var komponist/pianist parret Victor og Dagmar Bendix, maleren Carl Jensen og lidt længere væk, men dog inden for passende gåafstand (specielt når man var sikker på en varm
velkomst og en forfriskning): maleren Julius Paulsen og forfatterne Johannes V. Jensen og Hans Hartvig Seedorff. De havde et fantastisk sammenhold deroppe, fjernt fra verdens larm, indtil de sorte skyer trak sammen op imod 2. verdenskrig.
Meget af det, der skildres i denne bog findes ikke mere. Det mondæne badehotel i lejet blev revet ned i 1953. Den smukke Fogedgård i Tisvilde brændte i 1958, og kroen ved siden af blev omdannet til privat beboelse i 1980. Jeg nåede heldigvis lige at spise (Wienerschnitzel, tror jeg) dér en enkelt gang. Min farmor yndede meget at gå tur, gerne inde i hegnet i stor fart og gerne sammen med en af os unge. Som ældre var Sandflugtsmonumentet og græsplænen foran et yndet mål, dels på grund af de gode mulig-heder for at nyde solnedgangen – dels, og ikke mindst, fordi historien om den vellykkede kamp mod sandflugten gav et større perspektiv til egnen. Hun ville bestemt have moret sig meget over at læse nærværende bog og, som jeg, følt sig beriget af beretningerne om de mange næsten glemte historiske
vidnesbyrd, der omgiver os i Tisvilde.
I bogen findes også "Sølvbryllupsfest på Pension Højbohus anno 1925". Se den her
Se video fra udgivelsesdagen 12. april hvor Poul Arnedal holder tale og John Kofoed underholder